Grønne asparges-fest

I denne uge var jeg så heldig at få fat i de sidste grønne asparges fra en af Søren Wiuffs fantastiske marker i Lammefjorden. Efter Sankt Hans skal aspargesbede have lov til at hvile til næste år, men Søren havde en mark der skulle nedlægges, så derfor høstede han de sidste i denne uge, og jeg købte 4 kilo. Så nu er der tid til prøve lidt forskelligt, her er nogle forslag (ca. 300-400 g asparges per portion) – alle tilberedt i sous vide ved 85° i 8-10 minutter (normalt ville jeg have givet dem 15 minutter, men disse var så friske, møre og smagfulde at det var synd at give dem mere): Dejligt sprødt bid, og en helt fantastisk smag af ærter, frisk grønt, lidt nødder – det er sommer!

Med en simpel vinagreitte – en spsk sennep, lidt salt og en spsk citronsaft piskes sammen med 3 spsk olie.

Det samme, men med et drys af 2-3 spsk grofthakkede, ristede hasselnødder.

Vinagreitte + hakkede hårdkogte æg (2-3 stk). Her kan suppleres med lidt grofthakkede, ristede hasselnødder igen.

Med pocherede æg (64° i 40 min) og et godt drys dild.

Alle de afbrækkede nederste dele (ca. 1/3 i vægt) bliver til aspargessuppe, kogt i en god kyllingesuppe.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *