Vakuumposer: Hvad skal man se efter?

Der findes tre forskellige typer poser

Lynlåsposer

Lynlåsposer er simple poser, der kan lukkes og åbnes med en lille plastic”lynlås” i den ene ende. De koster 1-3 kroner stykket, afhængig af størrelse og kvalitet.

Der findes poser (som regel af silikone) der kan genbruges efter grundig rengøring. Poserne er endnu ret dyre, de er sjældent ret store og er som regel lidt stive i det, så det kan være svært at tømme dem for luft – men de formindsker problemet med plasticaffald.

Rillede poser

Poserne til en vakuumsuger skal være af en særlig type, der er riflede på indersiden, så luften kan suges ud. De fås i mange størrelser og koster omkring 1-2 kroner afhængig af størrelse og kvalitet.

Fås også i ruller, så man selv kan bestemme længden.

Glatte poser

Glatte poser kan kun bruges til en kammervakuum-maskine (ikke til en vakuumsuger). Poserne til kammervakuum er billigere, da de ikke skal have særlige rifler indeni og desuden fremstilles i store mængder til professionelle. De koster typisk det halve af poser til vakuumsugere.

Andre poser og film

Man kan principielt bruge andre poser som f.eks. fryseposer eller madpakkeposer, hvis de er godkendte til fødevarer (der er de nok) og godkendte til de ønskede temperaturer (det er de nok ikke, for de fleste er kun beregnede til temperaturer op til 40°) i den ønskede tid. Check varedeklarationen.

Selvom disse poser er godkendte til fødevarer og kan klare den ønskede tid/temperatur, kan de ikke umiddelbart bruges i almindelige vakuummaskiner (det kræver mikroskopiske riller i posens overflade på indersiden, så maskinens kæber ikke klapper posen helt sammen så luften ikke kan suges ud). En kammervakuum kan klare dette, men er meget dyrere og er mest almindelig hos professionelle.

Man kan evt. presse luften ud af manuelt – ligesom med lynlåsposerne – og lukke dem ved at slå knude på dem eller sætte en lukkeklips på.

Man kan også sætte posens kant ud over gryden/karret og fastgøre det med en klemme. Det fungerer ved kortere tilberedninger hvor man kan holde øje med at klemmen holder fast.

Poser til mikrobølgeovn eller stegeposer er både godkendte til madvarer og høje temperaturer og kan derfor være et godt valg.

Professionelle bruger også at pakke (portionsstykker) stramt i varmefast køkkenfilm. Det er godt til at pressen maden stramt sammen f.eks. til en rulle, eller til madvarer der netop ikke tåler tryk og skal pakkes forsigtigt. Man kan evt. pakke i et ekstra lag på den anden led for at mindske risikoen for, at rullen går op.

Er poserne sikre?

Plastposer er sikre at tilberede i hvis de opfylder mindst en af disse betingelser:

  • Poserne er ikke mærket til sous vide, men er beregnet til
    1. fødevarer (glas-gaffel-symbolet)
    2. de varmegrader man vil bruge dem til.
  • Poserne er mærket “Sous vide”. Det er så sælgerens ansvar at sikre at de kan bruges til typisk sous vide-brug. Fødevarestyrelsen er ret striks med at kontrollere især store mærker – så hvis det står på pakken at det er til sous vide, bør man kunne regne med, at det er sikkert (se evt. mere her https://www.sousvide20.dk/foedevaresikkerhed/).

Opskrifter, tekst og illustrationer fra Karsten Tanggaard: Sous vide 2.0 og Sous vide-håndbogen. Sidetal henviser til Sous vide 2.0.

(C) Copyright Karsten Tanggaard, 2019-2024.

Læs mere om bøgerne Sous vide 2.0  og Sous vide-håndbogen og  hvor de kan købes.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *